Vi var 19, der trodsede corona, vind og regn og sørgede for, at standeren i fællesskab blev strøget, - i fællesskab, fordi - som Erik sagde i talen - rigtig meget i sæsonen er blevet klaret ved at løfte i fællesskab, så Erik personificerede os alle.
Efter talen- som kan læses her - var der kaffe/te og Kirstens kringle, herligt.
Inger sørgede for, at også vi, der blev udenfor, blev serviceret.
Klik for større visning
Foto: Karen Margrethe Gabel
Standerstrygning 25/10-2020.
I et normalt år er det vejret, der bestemmer, hvordan en rosæson kommer til at forløbe. Sådan har det ikke været i år. Vi har som alle andre i samfundet været nødt til at forholde os til covid-19.
Hvis man lige løfter sig lidt op og ser tingene i et større perspektiv, så kan vi ikke tillade os at klage. Vi har i mine øjne stort set ,med et lille offer, kunne gøre det, vi normalt gør.
I foråret stod vi klar til langt om længe at gå i gang med kajakhotellet. Men sådan skulle det ikke gå. Moder natur mente, det var for tørt, så vi fik så meget vand, at vi ikke kunne begynde som planlagt. Men i påsken, der var vi klar. Ja, der var så lige til coronaen,som satte en stopper for det. Men i juli så var der ikke noget, der kunne stoppe os. Og hold da op, hvor vi så gik til den. På 2 weekender så stod råhuset klar. Derefter tog det så lige 9 weekender at lave det sidste, men i mål kom vi. Jeg er meget, meget tilfreds med det endelige resultat. Det er godt lavet, så det kan holde i mange år. Det passer så godt ind, at mange siger, det ser jo ud til at have ligget der altid. Der er allerede nu kommet henvendelser fra folk, som vil have en kajak liggende, uden vi har gjort noget for det. Det tegner godt for fremtiden. Vi havde et budget på 93.000 kr. for hele projektet, og vi lander nok ca. 10.000 kr. højere. Vi har ikke opgjort det hele endnu. Men det bliver i det lag. Fra start var lys og el i huset fravalgt, det har vi ændret, og det er jeg glad for. Sådan har der været flere småting undervejs. Men alt i alt så er det godt ramt.
På vandet har vi roet ca. 14.000 km. Og vi er 83, der har været på vandet. Det giver et snit på 167 km. pr. roer, der har været på vandet. Hvilket svarer til det, som vi plejer at ro. Vi har i flere år. ligget mellem 163-168 km pr. roer pr. år. Så de, der har været på vandet, har været lige så aktive, som de plejer. Hvilket er positivt. Desværre har vi kun været 83 på vandet, og det er ca. 20 mindre, end vi plejer. De 20 færre er desværre lig med en god håndfuld som er passive i år og generelle udmeldinger. Jeg håber at se nogle af dem igen til næste år. Men det var forventet, at vi ville tabe medlemmer. Men hvis vi fortsætter med corona i flere år, så har vi en sportsgren, som passer godt ind i en hverdag med denne sygdom. Men lad os ikke satse på det.
Vi var på den anden side af sommerferien, før de nye kajakelever kunne begynde, men jeg skal da lige love for, at da I først kom i gang, så fik den alt, hvad den kunne trække. Flot at se som der blev gået til den. Jeg håber I alle sammen er lige så klar til foråret, som vi garvede roere er, så I kan få glæde af jeres nye tilegnede evner og få dem forbedret.
Det er lykkes os at få fat i 2 kajakker i niveauet over begynderstadiet, og de bliver allerede flittigt brugt. Dejligt at se, at ønsker og brug hænger sammen.
Vi har haft besøg af et par klubber i årets løb, men har ikke selv været ude på tur, som vi plejer. Igen satser vi på, at 202 bliver mere normalt.
Nu er det så tak for denne gang til vandet, og tankerne om næste sæson er så småt begyndt at banke på. I bestyrelsen snakker vi om at udvide vores rofarvand, se på, om vi kan tillade vinterroning under visse betingelser. Vi er gået i gang med at få lavet lister over, hvad der skal/ønskes laves på huset og på vores materiel, så vi kan få fordelt opgaverne, så vi alle kan byde ind med, hvad vi har mulighed for. En klassiker som lakering af båd er med på listen, kan jeg afsløre.
Alle dem, der har ønsker eller har ideer til, hvad vi som klub skal tilbyde, hiv endelig fat i en af os fra bestyrelsen. Vi er ikke tankelæsere. Men vil meget gerne kunne tilbyde, hvad vores medlemmer ønsker.
I denne vinter bliver der ikke noget yoga, men vi kan fortsætte vores rospinning, som det ser ud lige nu. Men vi er klar over, at vi kan få andre instrukser, alt efter hvad smittesituationen bringer over vinteren. Men vi er kommet rigtig godt fra start. Så meld dig bare til og få rørt kroppen. Jeg håber især, at de nye kajakelever vil gøre brug af vores tilbud.
På trods at den modgang, vi har haft i årets løb, har jeg personligt haft så mange gode stunder i klubben, rigtig gode roture i fantastisk vejr og et godt samarbejde ifm. opførelsen af kajakhotellet. Og det kan intet tage fra mig.
Det plejer at være en person, som stryger standeren, den, der har roet længst, eller den ,som har gjort noget særligt i årets løb. I år kan jeg ikke pege på én person. Der er så mange, som har ydet en indsats på mange punkter. Så i år tager vi standeren ned i fællesskab. For det har virkelig været en sæson, hvor vi har løftet i fællesskab. Da vi ikke kan tage standeren ned alle mand på en gang, dels fordi vi fysisk ikke kan være her og dels, fordi vi skal holde afstand, tillader jeg mig at tage den ned på vegne af klubben som helhed.
Lindenborg roklub længe leve, Hura, hurra, hurra.