Løbsberetninger/Resultater

Løbsberetning - Kajakløb "Støt brysterne" 9. oktober 2010

Lørdag den 9. oktober drog jeg mod Farumsø for at deltage i mit første kajakløb. Løbet var arrangeret af Kano og kajakklubben Nord i anledning af kræftensbekæmpelses "Lyserød lørdag".

Forberedelserne og overvejelserne havde været mange:

Skal jeg købe eller leje tagbøjler  - Hvad med holdere til kajakken - Hvordan bliver vejret og hvilken kajak vil være bedst på dagen?

Godt nok bliver kajakløbet markedsført som:

Kvindekajakløbet er et trimløb. Formålet er: at indsamle penge til Kræftens bekæmpelse landsdækkende kampagne ”Støt brysterne” og samtidig få flere kvinder til at deltage i kajakløb.

Løbet er åbent for kvinder i alle aldre, som har lyst til at ro en tur sammen i de smukke omgivelser på Furesøen og derved støtte kampen mod brystkræft.

Det er muligt at deltage i alle typer af kajakker og kanoer.

men alligevel vil man jo gerne være velforberedt :o)

Da vejrudsigten lovede en del blæst tog jeg lørdag morgen af sted med Kylle på taget. Velankommet til Kano og kajakklubben Nord ved Furesøen, hentede jeg nummer og gjorde kajakken klar sammen med 130 andre kvinder.

Til den korte info inden løbet fik vi at vide at løbet på grund af den kraftige blæst og bølger ville blive henlagt til Farumsø, der som en mindre sø ville byde på bedre forhold.

Starten gik kl. 11 først for den korte distance på 5 km og derefter den lidt længere 11 km, som jeg havde meldt mig til.

Starten var lidt kaotisk og som nybegynder ud i kajakløb blev jeg fanget i en sandwich, men kom derefter godt fra start. Vinden var i ryggen på halvdelen af turen og det kunne mærkes, når det gik den anden vej i modvind og bølger.

For at komme i mål skulle man et lille stykke ned af åen og kunne derefter vælge landgang fra åløbet og bære kajakken de 100 m eller at ro et stykke ud i Furesø for derefter at løbe de sidste 20 m på stranden for at aflevere nummer og få registreret sin tid. Jeg valgte det sidste og fik lige præcis smagt på forholdene på Furesø - Det var sjovt, udfordrende og godt det ikke var længere :o)

Jeg kom ind i en god tid forholdene taget i betragtning. Det har været en super oplevelse, som jeg bestemt vil opfordre andre til at prøve.

Karoline